Julebelysning på Nørrebrogade

Julebelysning på Nørrebrogade

Der florerer en del forskellige versioner på nettet og i pressen om baggrunden for, at vi i år har afvist at støtte Nørrebros Handelsforening med 120.000 kr. til julebelysning.

Så lad os slå et par ting fast!
Vi kan rigtig godt lide julebelysning på Nørrebrogade! Og har derfor støttet indkøb af kæder og ophæng med over 500.000 kr. de sidste år. Samtidig har vi i en årrække opfordret Nørrebro Handelsforening til at få flere af de store butikskæder til at bidrage og kommunen til at sætte strømstik op, så der ikke skal bruges kæmpe beløb på elektriker hvert år. Det er der desværre ikke blevet lyttet til.

Årsagen til at vi ikke støttede ansøgningen om julebelysning i år
I år har vi ikke bevilget penge til julebelysning – af flere årsager. Ansøgningen fra Handelsforeningen kom ikke rettidigt og på lige vilkår med alle andre. Det mente flere i Lokaludvalget var en uskik. Desuden var vores midler fordelt af et ansøgningsudvalg inden vi modtog forslaget fra Handelsforeningen. Fordelingen skulle blot godkendes af Lokaludvalget. Vi ville ikke sidde og ændre alle fordelinger og give særbehandling til Handelsforeningen.

Og lad os slå en ting fast, en gang for alle. Hos os søger alle på lige vilkår! Der er ingen ansøgere, der automatisk kan forvente støtte. Derfor er det også ene og alene Handelsforeningen og dens formands ansvar, at de ikke søger rettidigt! Handelsforeningen er selvfølgelig meget velkomne til at søge igen til næste år og opfordringen herfra er, at fristerne overholdes.

Midler til strømstik på Nørrebrogade
Vi er til gengæld rigtig glade for, at Morten Kabell til morgen har meldt ud, at han vil forsøge at finde midler til stik på Nørrebrogade, så der kan laves en permanent og billigere løsning for julebelysning fremover. Det håber vi går igennem. Vi håber ligeledes, at handelslivet på Nørrebrogade vil tage deres ansvar og finde flere penge, da vi ikke mener, at det er en lokaludvalgsopgave at finansiere julebelysning år efter år.

Mange hilsener Mogens Petersen, formand for Nørrebro Lokaludvalg