Hvorfor sidde i Lokaludvalget?

Hvorfor sidde i Lokaludvalget? 

Du skal overveje at stille op til Lokaludvalget, hvis du:

Har lyst til at prøve at påvirke politikerne på Rådhuset med dine, dit baglands og resten af bydelens perspektiver, mærkesager og holdninger

Har lyst til at møde nye mennesker og diskutere bydelens udvikling med andre lokale der brænder for at gøre en forskel i bydelen.

Vil være med til at lave en 4-årig Bydelsplan for Nørrebro og arbejde for en række lokalt forankrede visioner for bydelen

Vil være med til årligt at dele 3 mio. kr. ud til aktiviteter på Nørrebro igennem lokaludvalgets puljer

Kan lide at dykke ned i komplekse politiske sager og projekter og forsøge at få det lokale perspektiv med

Hvad har lokaludvalget lavet de sidste 4 år?
I den seneste valgperiode har Nørrebro Lokaludvalg:

  • haft tre lysværker med til Copenhagen Light Festival på Nørrebro
  • arrangeret en årlig Bilfri Søndag på Nørrebrogade
  • holdt Nørrebro spiser, sammen – en fællesmiddag med banko for at skabe kendskab og netværk blandt aktører og bruger inden for ensomhedsproblematikken
  • lavet en videokampagne for at sætte fokus på Det Sociale Frikort med to virksomhedsportrætter fra Nørrebro-virksomheder, der bruger frijobbere; Peech og Raske Planter
  • lanceret kampagnen Tak fordi du handler på Nørrebro sammen med handelsgaderne på tværs af bydelen
  • sat fokus på Folkeskolen som ’driver’ i lokalområdet med en særpulje på 50.000 kr. til aktiviteter, der inviterer lokalområdet indenfor.
  • videreført Nørrebro Idrætssamråd for at skabe en fælles stemme for idrætslivet i bydelen
  • startet et netværk for skolebestyrelserne på bydelens folkeskoler
  • sat fokus på bydelens sociale aktører og to gang uddelt 50.000 kr. til at udvikle en særlig social indsats på Nørrebro
  • holdt vi Nørrebro går sammen – mod ensomhed – en fælles gåtur sammen med en række af de samarbejdspartnere på Nørrebro
  • lanceret med et interaktivt kort over Nørrebros kulturarv
  • kåret Årets Ildsjæl på Nørrebro tre år i træk
  • holdt en workshop om fremtidens boligsociale arbejde
  • lavet 5 film samme med de lokale folkeskoler 
  • behandlet mange hundrede ansøgninger fra bydelen til vores puljemidler
  • sendt input ind til politikerne til samtlige budgetforhandlinger
  • skrevet Bydelsplan for Nørrebro 2023-26, som der er blevet arbejdet for at realisere i valgperioden
  • mødtes mange gange med byens borgmestre og politikere til dialoger om lokale sager

Derudover har lokaludvalget arbejdet politisk med en lang række sager, bl.a.: 

  • kæmpet for en cykelsti i Mimersgade
  • arbejdet for et værdigt alternativ til biblioteker og kulturhuse for bydelens hjemløse sammen med værestedet Grace KBH 
  • udarbejdet en lokal visionsplan for udviklingen af Vingelodden
  • været involveret i arbejdet for at udvikle Nørrebro stationsområde
  • arbejdet med en lokal vision om at omdanne Lersø Parkallé og Sifs Plads sammen med Områdefornyelsen ved Skjolds Plads
  • kæmpet for at bevare flere af Nørrebros byhuse
  • indsamlet 1.293 input til den kommende Kulturhus- og Biblioteksplan (KUBI) med en borgerpanelsundersøgelse

Og en masse andre sager!

Kontakt os endelig, hvis du er blevet nysgerrig på lokaludvalgsarbejdet! 
E-mail: noerrebrolokaludvalg@kk.dk