VORES INPUT TIL BUDGET 2023

Vores input til Budget 2023

Budgetforhandlingerne til Budget 2023 er i fuld gang og vi har sendt vores forslag til lokale tiltag og indsatser til politikerne. Vores input er alle tiltag, der imødekommer længerevarende lokale ønsker, løser udfordringer og indfrier potentialer på Nørrebro. Vi håber politikerne vil tage inputtene med i forhandlingerne og bruge indspillet i den fremadrettede planlægning.

Vi vil pege på følgende lokale tiltag til Budget 2023 (ikke i prioriteret rækkefølge):

  • Forsøgspulje til at accelerere investeringer i energibesparelser og borgerenergi-fællesskaber på Nørrebro
  • Realiseringen af grønne tiltag fra Helhedsplanen for De Gamles By
  • Nedslidte legepladser på Nørrebro
  • Forbedring af overgangen mellem ”den grønne cykelsti” og Hans Tavsens Gade
  • Etablering af signallys i Hillerødgade, hvor “den grønne cykelsti” krydser Hillerødgade
  • Trafikken ved Skjolds Plads st.
  • Nørrebro som forsøgsbydel: Forvaltningen ud til borgerne
  • Midler til en plan for el-ladestandere på Nørrebro
  • Udnyttelse af tomme parkeringspladser ved kommunale institutioner på Nørrebro
  • Driftsstøtte til Linie 14 i Blågårdsgade
  • Grønt byrum med ophold i Sigurdsgade
  • Renovering af skoletoiletterne på Rådmandsgade Skole
  • Ekstra midler til Skolen i De Gamles By
  • Flere ungdomsklubpladser i Fritidscenter Ydre Nørrebro (FCYN) og Murergården
  • Investering i Fritidscenter Ydre Nørrebro
  • Trafikal løsning i Guldbergsgade/Møllegade-krydset

Her følger en beskrivelse af de enkelte input:

Forsøgspulje til at accelerere investeringer i energibesparelser og borgerenergi-fællesskaber på Nørrebro
Borgerrepræsentationen har netop vedtaget en Solcellehandlingsplan for at fremme udbygningen af solceller. I den plan fremgår det, at boligforeninger kan deltage i en ‘klippekortordning’ som dækker halvdelen af beløbet til uvildig rådgivning ift. solcelleprojekter. Det er et godt initiativ, som vi håber, bliver tilgodeset i budgetforhandlingerne. For at fremme endnu flere investeringer i energibesparelser- og vedvarende energi-initiativer foreslår vi, at der afsættes midler på budget 2023, så virksomheder og boligforeninger på Nørrebro kan søge en ny-oprettet pulje under Nørrebro Lokaludvalg om penge til energibesparelser og til at oprette borgerenergifællesskaber. Der oprettes en pulje på 0,5 mio. kroner årligt over 3 år. De støttede projekter bliver promoveret af Nørrebro Lokaludvalg og skal inspirere flere virksomheder og boligforeninger til at kick-starte grønne investeringer på Nørrebro som forsøgsbydel. Puljen kan evalueres løbende sammen med Solcellehandlingsplanen med henblik på effekten af både lokale og centrale grønne tilskudspuljer. (Økonomi: 1,5 mio. kr. over 3 år)

Realiseringen af grønne tiltag fra Helhedsplanen for De Gamles By
I Helhedsplanen for De Gamles By er der beskrevet en række tiltag, der skal sikre og forbedre det grønne i De Gamles By. Helhedsplanen er godkendt og der blev afsat midler til nogle af tiltagene på Overførselssag 2020-21. Der mangler stadig finansiering af en støjmur og fortætning af beplantning i Nordpolen, opgradering af det grønne rum på Møllepladsen bl.a. med en siddekant i kantzonen ud til Møllegade og lommegrønt og nye træer i hele De Gamles By. Det er altafgørende for balancen i De Gamles By at de grønne tiltag fra planen følges op økonomisk, særlig nu i forbindelse med de to store byggerier på området. (Økonomi: 20 mio. kr. til anlæg.)

Nedslidte legepladser på Nørrebro
Der er brug for en renovering og opgradering af flere af Nørrebros legepladser. Flere af legepladserne var i forvejen nedslidte, og under Covid-19-nedlukningen er bydelens legepladser er blevet brugt rigtig meget. Det er skabt yderligere slitage og synliggjort at nogle af vores legepladser i bydelen trænger til en opgradering. Vi mener at bl.a. at følgende legepladser trænger til renovering og opgradering: legepladsen ved Sjællandsgade/ Guldbergsgade-krydset, på Guldbergs Plads, i BaNanna Park, på Blågårds Plads og legepladsen i Baldersgade. (Økonomi: Ukendt).

Forbedring af overgangen mellem ”den grønne cykelsti” og Hans Tavsens Gade
Der er rigtig mange cyklister, der benytter sig af ”den grønne cykelsti” på strækningen mellem Rantzausgade og Jagtvej og videre mod Superkilen. Mange cyklister ønsker at dreje ned ad den lille stikvej til Hans Egedes Vej og videre ad Hans Tavsens Gade. Der er ikke lavet gode foranstaltninger på cykelstien ift. til det sving, hvilket skaber mange farlige situationer, da cyklister må bremse op på den smalle meget befærdede cykelsti for at dreje eller forsøge at krydse ved at flette ind mellem modkørende cyklister. Derfor peger vi på, at der skal laves en bedre løsning evt. i form af en drejebane eller et helle, hvor cyklister kan stoppe. (Økonomi: Ukendt).

Etablering af signallys i Hillerødgade, hvor “den grønne cykelsti” krydser Hillerødgade
Mange borgere oplever stor utryghed, når de går eller cykler langs ”den grønne cykelsti” og skal krydse Hillerødgade. Der opstår ofte farlige situationer, da mange cyklister kører i høj fart og skal forsøge at aflæse om de biler, der som regel kører meget langsomt eller holder stille pga. trængsel, har i sinde at holde tilbage for dem. Vi forslår at der laves lysregulering i krydset Hillerødgade/”den grønne cykelsti” for at afhjælpe disse farlige situationer. (Økonomi: Ukendt).

Trafikken ved Skjolds Plads st.
Vi har modtaget en række henvendelser om trafikken ved Skjolds Plads Metrostation. Det var oprindelig tanken, at der skulle køre biler og busser hen over metroforpladsen ved Skjolds Plads. Det blev dog droppet efter ønske fra lokale borgere og os. Desværre fik man ikke ændret i forpladsens indretning. Det betyder i dag, at trafikafviklingen ikke fungerer særlig godt i området, da den i høj grad er indrettet til, at der skal køre biler og busser hen over pladsen. Det giver anledning til en række farlige situationer hver dag med biler, der enten vender eller kører hen over pladsen, selvom det ikke er tilladt. Vi ønsker derfor, at der bliver gjort noget ved trafikafviklingen ved metroforpladsen og de omkringliggende gader, så det er tydeligt, at man ikke må køre bil hen over metroforpladsen. I Områdefornyelsen Skjolds Plads er der afsat midler til at forbedre byrummet omkring Skjolds Plads/Haraldsgade, men der er ikke midler til forbedring af selve trafikomlægningen. (Økonomi: estimerede anlægsudgifter i alt 3,1 mio. kr.).

Nørrebro som forsøgsbydel: Forvaltningen ud til borgerne
Vi har stor erfaring med områdefornyelser på Nørrebro, hvor Teknik- og Miljøforvaltningen kommer tættere på borgerne. Det giver et større og mere helhedsorienteret kendskab til et område, og vi får en lokal inddragelse på et andet niveau end når det foregår centralt fra. Derfor ser vi et stort potentiale i at igangsætte et pilotprojekt, hvor mindre dele af Teknik- og Miljøforvaltningen flyttes ud i bydelen(e). Det vil kunne give et endnu større kendskab til lokale problemstillinger og mærkesager samt et større overblik over anlægsarbejder, trafikale forhold osv. lokalt. Vi oplever også et stort lokalt behov blandt borgere for at komme i direkte dialog med projektledere fra forvaltningen. Det bydelsnære arbejde giver også mulighed for tættere forbindelser til projekter og indsatser på tværs af forvaltninger og civilsamfund. (Økonomi: Ukendt)

Midler til en plan for el-ladestandere på Nørrebro
Der er ikke nogen plan for el-ladestandere i bydelen. Lige nu bliver der placeret el-ladestandere der, hvor boligforeninger eller private virksomheder søger om tilladelse. Der er behov for en overordnet koordinering af placeringerne af el-ladestandere og en plan for udbygning af antallet af el-ladestandere i bydelen for at fremme el-bilismen. (Økonomi: Ukendt).

Udnyttelse af tomme parkeringspladser ved kommunale institutioner på Nørrebro
Vi ved, at der er parkeringspladser, der er ubenyttet om eftermiddagen/aften og i weekenden ved flere offentlige institutioner f.eks. i parkeringskælderen under Blågård Skole. De parkeringspladser mener vi skal gøres tilgængelige for offentligheden i den ubrugte tid for at aflaste den øvrige parkering i bydelen. Derfor peger vi på, at der skal afsættes midler til en screening af uudnyttet kapacitet i eftermiddags- og aftentimerne samt weekend i parkeringsanlæg ved kommunale institutioner. (Økonomi: Ukendt)

Driftsstøtte til Linie 14 i Blågårdsgade
Vi ønsker at Linie 14 i Blågårdsgade (værested for tidl. stofmisbrugere) tildeles en årlig driftsstøtte på op til 1. mio. Værestedet har hidtil været finansieret af Satspuljemidler og §18 midler. Satspuljemidlerne udløber i 2023 og §18 midlerne er blevet halveret. Linie 14 er derfor lukningstruet, hvis der ikke findes en løsning. Linie 14 mangler 500.000 kr. i 2023 og 800.000 kr. i 2024. (Økonomi: 4-årig driftsstøtte på op til 1 mio. kr. årligt).

Grønt byrum med ophold i Sigurdsgade
I forbindelse med et kommende skybrudsprojekt i Sigurdsgade, Titangade m.fl. peger vi på, at der yderligere afsættes midler til byrum i Sigurdsgade med begrønning, ophold, trygheds-skabende belysning og øget trafiksikkerhed. Sigurdsgade er præget af asfalt, brede gader og biler, og der opleves lav trafiksikkerhed for gående og cyklister. Der er et stort lokalt ønske om mere begrønning, byrum man kan opholde sig i og øget trafiksikkerhed for cyklister og gående. Borgerrepræsentationen besluttede den 16. december 2021 at igangsætte et skybrudsprojekt på Sigurdsgade, og hvis byrumsprojektet skal realiseres sammen med klimaprojektet, så skal der afsættes midler her i Budget 2023 (Økonomi: Ukendt).

Renovering af skoletoiletterne på Rådmandsgade Skole 
Toiletterne på Rådmandsgade Skoles afd. RG1 er i så dårlig stand at eleverne ikke vil benytte dem. Der er stærke lugtgener og toiletterne trænger til renovering. Vi peger på at der afsættes midler til at gøre noget ved de toiletter, samt at der kigges på om der er andre toiletter på andre skoler, der trænger til at blive renoveret (Økonomi: 1. mio. kr. i anlæg).

Ekstra midler til Skolen i De Gamles By
Projektet med skolebyggeriet i De Gamles By er gået fra dispositionsfasen til projektforslagsfasen. Her er der blevet regnet på en mere kvalificeret pris, og det har vist sig, at der mangler 30 mio. kr. til at gennemfører projektet. Der er blevet arbejdet med tagterrasser i 3 etager til skolens elever i skoletiden, to til ophold og en til ophold kombineret med natur/fysik/kemi-undervisningen. De to opholdstagterrasser skal nu spares væk og den sidste tagterasse bliver reduceret. Dette vil være et væsentligt tab for skolens elever, og også for resten af De Gamles By. Tagterrasser som udeareal for skolens elever er netop med til at beskytte mod overbrug af arealerne i De Gamles By. Derfor mener vi – i tråd med skolebestyrelsen på Guldberg Skole – at midlerne skal findes her til Budget 2023. (Økonomi: Ukendt)

Flere ungdomsklubpladser i Fritidscenter Ydre Nørrebro (FCYN) og Murergården
Det har længe været et ønske for Murergården, at få etableret en ungdomsklub i forlængelse af fritidsklubben, og der mangler flere tilbud og faciliteter til unge på Nørrebro. Det ønske bakker vi op om – i tråd med flere af partierne på Rådhuset. Hvis Murergården vælger at blive omdannet til en selvejende institution, skal der arbejdes for, at institutionen i driftsoverenskomsten med Københavns Kommune får tilført ungdomsklubpladser. For Fritidscenter Ydre Nørrebro (FCYN) gælder det, at det selvejende fritidscenter pt. har en normering på 32 ungdomsklubpladser, men 88 unge indskrevet i klubben med potentiale for endnu flere. Derfor skal der naturligvis tilføjes ungdomsklubpladser til FCYN også. Dette input til budgettet skal ses i konteksten af, at klubberne snart overgår til ungeværker og at det i de kommende år bliver vigtigt med et ekstraordinært fokus på de udsatte ungegrupper i bydelen, der har brug for tætte relationer til et helt lokale pædagogisk personale. (Økonomi: Ukendt). 

Investering i Fritidscenter Ydre Nørrebro
Fritidscenter Ydre Nørrebro råder nu over alle etager i bygningen på Skodsborggade. Da der er ved komme ro omkring fremtiden for fritidscenteret i bygningen, er det tid til at se fremad og få investeret og renoveret bygningen, så FCYN kan udleve sit potentiale som en moderne fritids- og ungdomsklub og tilbyde nogle bedre fysiske rammer omkring det gode arbejde for bydelens unge. (Økonomi: Ukendt).

Trafikal løsning i Guldbergsgade/Møllegade-krydset
Ombygningen af Nørrebrogade har medført øget biltrafik i sidegaderne til Nørrebrogade. Lokale beboere oplever en del gennemkørende biltrafik og mange svingende biler, i særlig grad i krydset mellem Møllegade og Peter Fabers Gade. Vi har tidligere fremsendt et forslag til en trafikal løsning, hvor vi foreslår at ensretningerne på hhv. Mølledgade og Peter Fabers Gade byttes om, samt at der spærres for gennemkørsel i Guldbergsgade mellem Møllegade og Peter Fabers Gade. (Økonomi: 500.000 kr. til trafikomlægning).

0 replies on “VORES INPUT TIL BUDGET 2023”