Tak for en fantastisk byhavefestival!
Byhaver, taghaver og fællesgårdhaver – de urbane haveprojekter har for alvor vundet indpas på Nørrebro, og derfor stod juni måned i byhavernes tegn. Vi havde hele seks arrangementer planlagt – fem gratis byvandringer rundt hos Nørrebros grønne haveprojekter og en stor byhavefestival, hvor bydelens byhaver holdte ’åben have’ og inviterede alle til at komme forbi og få jord under neglene og en snak med folkene bag på Nørrebro!
Byhavefestival – hjemmedyrket brunch og byg-selv-krydderkasser
Lørdag den 14. juni løb det største arrangement af stabelen – en byhavefestival arrangeret i samarbejde med Byhaven 2200, DYRK Nørrebro, TagTomat, PlanteLaboratoriet, Kirkekarreens Gårdlaug og Verdenhaven. Årets festival var en stor succes og flere hundrede byhave-interesserede kiggede forbi de 6 haver i løbet af dagen.
Morgenyoga og hjemmedyrket brunch
Dagen startede med morgenyoga og hjemmedyrket brunch i Byhaven2200 i Nørrebroparken, efterfulgt af oplæg om permakultur, frøsamling og biodynamisk bi-hold. Hos TagTomat i Husumgade kunne man lave sin egen selvvandende krydderurtebeholder af genbrugsmaterialer. Mads fra TagTomat pralede med sin hjemmedyrkede basilikum, som holder langt bedre end den fra netto.
Ukrudspesto, høns og en nyåbnet spirecentral
DYRK Nørrebro, der har en fantastisk beliggenhed på taget af Blågård Skole viste deres fine taghave frem og den nyåbnede spirecentral. Her kunne man lave sin egen krydderurtekasse til en børnevenlig eftermiddag med kridt, sæbebobler og frøbomber.
I Verdenshaven ved den bemandede legeplads i Hans Tavsens Parken holdte Peder Pesto ukrudtspesto-workshop og der blev lavet frøbomber. Den åbne baggård Kirkekarréen ved Blågårds Plads viste deres fælles bier og høns frem. Kirkekarréen bød på pandekager af egne æg.
Akvaponik og film under åben himmel
PlanteLaboratoriet kalder sig ”et hackerspace for udvikling af fremtidens fødevare”, og her kunne man dagen igennem høre om akvaponik og se laboratoriets anlæg, som uden jord og med gødning fra tilhørende fisk dyrker planter på recirkuleret vand. Smart når man bor i byen.
Byhavefestivalen sluttede hos DYRK Nørrebro på taget af Blågård Skole. Her var omkring 120 mennesker mødt op til hjemmelavet suppe med frisk grønt fra byhaverne, og film under åben himmel. Efter filmen var der smoothies, musik og hygge.
Se fotos fra dagen på facebook
Se byhavefestivalens program
Nørrebro Lokaludvalg arbejder for flere grønne oaser i bydelen
Baggrunden for at Nørrebro Lokaludvalg har taget initiativ til denne byhavefestival er, at Lokaludvalget ønsker at styrke de grønne og bæredygtige byrum på Nørrebro. Nørrebro har pt. kun 6 m2 grønt pr. indbygger. ”Med byhavefestivalen ønsker vi at styrke netværket mellem byhaverne, styrke foreningerne bag, og inspirere nørrebro’erne til at starte nye grønne initiativer i bydelen”, Erik Brandt, Nørrebro Lokaludvalg.
Fem gratis byhave-vandringer
Udover byhavefestivalen har juni også budt på fem gratis rundvisninger i Nørrebros byhaver og gårdhaver for et mere dybdegående indblik i de grønne initiativer på Nørrebro. Den fem rundvisninger er arrangeret i samarbejde med TagTomat, og en del af Sharing Copenhagen www.sharingcopenhagen.dk/.
Rapport ‘Fra baggård til gårdhave og grønne lokale arbejdspladser’
Solen var med os, da 20 personer tog med TagTomat rundt til byhaver, skjulte kroge og baggårde på Nørrebro i Pinsen. Der blev smagt på urterne, talt med de frivillige fra Byhaven2200, der var ved at bygge et udebibliotek til ‘grønne’ bøger, og snakket om at skabe grønne jobs, samt hvordan vi kan få det grønne noget mere ind i vores hverdag. Vi sluttede af med en lille gør-det-selv workshop i TagTomats værksted på Vermundsgade.
Du kan stadig nå at komme med på de følgende to rundvisninger og få en naturoplevelse i den tættest befolkede bydel i København:
• Byens natur og hængende japanske haver // 25. juni kl. 15:00 – se facebookevent
• Fra grønne taghaver på Nørrebro til spirende fortorvshaver på Østerbro // 30 juni kl. 18:30 – se facebookevent