Tak for en fantastisk åbning af 48 TIMER festival!

Tak for en fantastisk åbning af 48 TIMER festival!

Fredag eftermiddag den 19. april skød vi Nørrebros festivalsæson i gang med åbningen af årets 48 TIMER festival. Omkring 1.500 Nørrebro’ere var samlet kl. 17, da de officielle 48 timers kulturfestival gik i gang. Vi havde inviteret Jokum Rohde til at åbne dagens arrangement, hvilket han gjorde med en kærlighedserklæring til Nørrebro, byens smukkeste stedord (læs hele talen her: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE1950158/et-moerkt-og-mystisk-eventyr/).

Da dancehall og reggae-livebandet Donkey Sound med Pharfar og Wafande gik på scenen, kiggede solen frem og bydelens børnefamilier var talstærkt tilstede. Pharfar sluttede sin koncert af med at hive Nørrebros ungdom med op på scenen. Cæcilie Trier bød den blå time velkommen med hendes spritnye materiale fra soloprojektet CTM, de melankolske poptoner spredte sig over Den Røde Plads og fangede det voksne publikum.

Trods et hastig fald i temperaturen i løbet af aftenen, ventede publikum stædigt på vores sidste koncert med sangskriver Nikolaj Nørlund. Nørlund spillede en intens koncert med sit nystøbte unge band, der talte hele to trommeslagere. Ind imellem koncerterne leverede Dame U Love rytmer til alle der hang ud på pladsen hele aftenen.  

Foruden musikken havde vi inviteret cykelentusiasterne Sygklister fra Cyklistforbundet. I den dejlige forårssol på Den Røde Plads kunne man i de tidlige aftentimer med hjælp fra SygKlister få klargjort sin cykel til det endelige ankommet forår. Flere benyttede sig af tilbudet og kassen med spray maling, klistermærker og cykelpynt vakte glæde specielt hos det yngre publikum. Ved siden af Sygklister stod vores pavillion, her kunne man få en afslappet og uformel sludder med os om Nørrebro.  Vi testede folk i deres Nørrebroviden i en quiz om bydelen og for de interesseret var der mulighed for at få fingrene vores flotte t-shirts og net.

Til at holde pladsen fri for skrald, fik vi hjælp fra Fritidsakademiet. Et fritidsjobprojekt finansieret af Hotspot og udviklet i samarbejde med repræsentanter fra Gadepulsen og Blågårdsgadebunkeren, der hjælper unge på Nørrebro med at finde fritidsjobs.

“48 Timer er kommet for at blive, og vi vil satse på, at det bliver endnu større – der har været et flot fremmøde i løbet af dagen. Næste år skal vi have hele Nørrebrogade me,” sagde Nørrebro Lokaludvalgs formand Kim Christensen (S).

I Nørrebro Lokaludvalg var vi glade for at støtte op om kulturlivet på Nørrebro. I år støttede vi 48 TIMER med 280.000 kr.

Se billederne fra dagen her  

0 replies on “Tak for en fantastisk åbning af 48 TIMER festival!”