Det fik Nørrebro i Overførselssagen 2023-24

Håndslag på flere toiletter til Rådmandsgades Skole, endnu en portion penge til renoveringen af Guldberg Skole og et stort renoveringsprojekt på Sct. Joseph. Se hele aftalen her.

DET FIK NØRREBRO I OVERFØRSELSSAGEN 2023-24

Så er forhandlingerne om Overførelsessagen 2023-24 faldet på plads! Overførelsessagen er kommunens “lille budgetaftale” dvs. en fordeling af de penge, der ikke blev brugt i 2023. Se hele aftalen om Overførselssagen her.

Vi glæder os over, at der nu er givet håndslag på flere toiletter til Rådmandsgades Skole, også selvom de først kommer med til næste år på Budget 2025. Vi er også glade for at der arbejdes videre med Den Grønne Boulevard, så vi kan få åbnet mere af åen! Også dejligt at Headspace er blevet prioriteret! Men vi kigger langt efter udskiftningen af belysningen på boldbanen i Nørrebroparken, cykelstien i Mimersgade, de grønne tiltag i Mimersparken og De Gamles By. Det kæmper vi selvfølgelig videre for!

Her er en samlet liste over, hvad Nørrebro fik:

  • Anlægsbevilling til helhedsrenovering og tilpasning af Guldberg Skole (25,6 mio. kr. på anlæg i 2024-28)
  • Planlægningsbevilling til at reetablere og modernisere 10 akuttilbudspladser til psykisk sårbare på Sct. Joseph og etablere 15 nye botilbudspladser til borgere med sindslidelse.
  • Genhusning ifm. renovering af Sct. Joseph.
  • Håndslagsaftale om der skal findes midler til etablering af flere toiletter på Rådmandsgades Skole og soignering af skoletoiletter på 10 skoler på Budget 2025.
  • Udvidelse af bevilling til Headspace der arbejder med unges mentale trivsel (200.000 kr.)
  • Midler til en overordnet foranalyse vedr. de videre skridt for realiseringen af Den Grønne Boulevard (1,2 mio. kr.)

Der blev desværre ikke afsat midler til:

  • At etablere cykelsti i Mimersgade
  • At realisere de grønne tiltag fra Helhedsplanen for De Gamles By
  • Renovering af Klub N
  • Signallys i Hillerødgade, hvor “den grønne cykelsti” krydser Hillerødgade
  • Udskiftning af belysningen på kunstgræsbanen i Nørrebroparken
  • Erstatningsgrønt i Mimersparken

De input tager vi med igen til forhandlingerne om Budget 2025 i sensommeren!

Bag aftalen står Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

0 replies on “Det fik Nørrebro i Overførselssagen 2023-24”