Kampagne for Nørrebros folkeskoler
Folkeskolen spiller en vigtig rolle ift. sammenhængskraften og kendskabet på tværs i de mindre kvarterer her på Nørrebro og i Bispebjerg. For at sætte fokus på det, har vi taget initiativ til en række små film, der viser folkeskolerne på Nørrebro og Bispebjerg frem sammen med Bispebjerg Lokaludvalg. Med filmene viser vi skolernes rammer frem og opfordrer forældre til kommende skolebørn til at tage til efterårets åbent hus-arrangementer. Vores kampagne peger frem mod efterårets skoleindskrivning, der foregår fra den 6.-26. november.
For os er kampagnen også et forsøg på at være med til at ændre på nogle af de fortællinger, der florerer om bydelens folkeskoler. Filmene er udarbejdet sammen med de 10 folkeskoler på Nørrebro og Bispebjerg og er produceret af bureauet No Wonder.
Her i filmen fortæller Cristina Bramsen fra Nørrebro Lokaludvalg og Dan Kreutzfeldt fra Bispebjerg Lokaludvalg, hvorfor vi mener, at det er vigtigt, at man overvejer at vælge sin lokale folkeskole. Fordi den afspejler det lokalsamfund, man bor i – og fordi den er med til at skabe sammenhængskraft i kvarterene. Forældre lærer hinanden at kende gennem børnene. Man skal vælge Folkeskolen, fordi den giver børnene en unik social intelligens og kulturel bevidsthed. De er sammen med nogle børn, der ikke er ligesom dem selv og de lærer at man ikke behøver være ens.
Se mere her:
Baggrunden for kampagnen
Tilbage i efteråret 2022 tog vi initiativ til at samle skolebestyrelserne fra de fem folkeskoler, der dækker Nørrebro og forældreforeningen Brug Folkeskolen med det formål, at styrke kommunikationen mellem skolebestyrelserne. Det blev til et skolebestyrelsesnetværk, der nu mødes to gange om året. En af de fælles problemstillinger er, at kun i gennemsnit halvdelen af skoledistrikternes børn starter i deres lokale folkeskole. Denne statistik vil vi gerne have vendt. Derudover er en anden fælles problemstilling rekrutteringen af nye lærere på alle skolerne. Hvad der ligger bag udfordringerne er der mange svar på, men kommentarer fra 929 forældre på Nørrebro i den store borgerpanelsundersøgelse vi lavede ifm. bydelsplanen, giver indsigt i en masse fortællingerne om bydelens folkeskoler, som vi gerne vil arbejde med. Læs mere om hvad vi mener om Folkeskolen og hvordan vi arbejder for at understøtte Folkeskolen her.
Se filmene fra Nørrebros skoler her: