Fremtidens Sølund

Vinderforslaget til Det Nye Sølund er fundet: 360 plejeboliger, 150 ungdomsboliger, 20 seniorboliger og én daginstitution. Forslaget kommer i høring i august 2016.

Vinder fundet – velbesøgt borgermøde mandag 7. marts

Der har i vinteren 2015/16 været afholdt en arkitektkonkurrence for Fremtidens Sølund. Ideen har været, at det kommende plejecenter skal have plads til 360 plejeboliger, 150 ungdomsboliger, seniorbofællesskab med 20 boliger og én daginstitution.

En enig dommerkomité med bl.a. repræsentanter fra Nørrebro Lokaludvalg, Ældrerådet og Danske Studerendes Fællesråd har udpeget projektet ”Fremtidens Sølund – Fællesskab på tværs af generationer” som vinder af projektkonkurrencen. Dommerkomitéen vurderer, at det entydigt er det bedste bud på en bebyggelse, der kan indfri forventningerne til Fremtidens Sølund. Det vindende forslag er udarbejdet af arkitektfirmaet CF. Møller Danmark.

Det vindende projekt er udformet som en åben karrébebyggelse. Efter dommerkomitéens vurdering har projektet høj arkitektonisk kvalitet. Det fremstår nutidigt og integrerer sig naturligt i bykvarteret og søfronten. Daginstitution og seniorbofællesskab er placeret i plejecenterets stueetage, mens ungdomsboligerne ligger i en særskilt bygning, som opføres helt i træ.

Vinderprojektetet blev mandag den 7. marts præsenteret ved et velbesøgt borgermøde – ca. 150 interesserede beboere og naboer, var mødt frem i cafeen. C.F. Møller, som er arkitekt bag vinderforslaget, gennemgik deres tanker og ideer, bl.a. med mulighed for at naboerne kan bruge stier, pladser og natur – og derefter blev der åbnet for kommentarer og debat.

Nogle af de fremmødte ønskede at ungdomsboligerne  – som skal ligge i et hjørne for sig selv – at højden på bygningen blev mindre. En del af ungdomsboligerne vil bl.a. blive bygget med hems – og det blev foreslået, at man sløjfede hemsen og dermed tog 3-5 m af højden. Der var også et ønske om, at man bevarede beplantningen og træerne langs Ryesgade fremfor at ofre den til fordel for udsyn til gade.

Men generelt blev der taget godt imod det nye projekt – og mange naboer tilkendegav, at de deres ønsker var blevet hørt – bl.a. om at der stadig var udsyn til søerne fra nabobygningerne og at mange af træerne på grunden var indtænkt i projektet.

Næste skridt bliver nu, at der kommer en høring om lokalplanen efter sommerferien, hvor man kan fremsætte disse ønsker.

Fællesskaber på tværs af beboergrupper og generationer – Generationernes Torv og Bystrøget

Projektet skaber en god balance mellem beboernes behov for tryghed og privatliv og ambitionen om at skabe et byggeri, der understøtter fællesskab på tværs af beboergrupper og generationer og lokalsamfund og naboer.

Det sociale og samlende omdrejningspunkt for fællesskabet findes i bystrøget, som er placeret i plejecenterets stueetage, og det indre gårdrum ”Generationernes torv”. Det er her, beboergrupperne og de forskellige generationer mødes, og hvor byens liv kan trækkes ind i bygningen. Bystrøget huser plejecenterets centerfunktioner og generationernes fællesarealer. Her findes plejecenterets hovedindgang, med reception og kiosk. Café og fællessal er placeret med udsigt til søerne og med mulighed for udendørsservering, mens blandt andet butikker og sundhedsområde er placeret mod Ryesgade. I bystrøget findes endvidere trænings- og wellnesstilbud, varmtvandsbassin samt forskellige opholdsarealer og værksteder, hvor generationerne kan mødes. Daginstitution og seniorbofællesskab er placeret i tilknytning til bystrøget.

Plejecenteret

Projektet indfrier visionerne om at skabe et plejecenter, hvor beboernes behov for tryghed, privatliv og hjemlighed værnes, hvor der gives plads til udfoldelse af individualitet, og hvor fællesskaber og sociale relationer understøttes.

Projektet rummer i alt 360 plejeboliger. Hovedparten af boligerne er to-rumsboliger på ca. 40 nettokvadratmeter. Der er endvidere 14 to-rumsboliger på ca. 49 nettokvadratmeter (til særligt store borgere) og 14 parboliger på ca. 60 nettokvadratmeter. På øverste etage findes 48 et-rumsboliger på ca. 33 nettokvadratmeter.

Boligernes private indgangsområde markeres med en niche, hvorfra man træder ind i entreen med udsigt til et funktionelt minikøkken og en velbelyst stuefunktion, med enten fransk altan eller altan. I tilknytning til stuen ligger soveværelset med forbindelse til badeværelset, som er udstyret med blandt andet plejetoiletter. Der er demonterbar væg mellem sove- og opholdsrum, som muliggør en fleksibel indretning. Et-rumsboligerne er opbygget efter samme princip, dog i en mere kompakt udformning. Bygningskroppen, der omslutter de tre store gårdrum, skaber gode daglysforhold i boligerne.

På den øverste etage findes et fællesareal for hele plejecenteret, som skaber et unikt rum med en af Københavns flotteste udsigter.

Plejecenteret bliver udstyret med forskellige velfærdsteknologiske løsninger. Der installeres eksempelvis loftlifte, plejetoiletter, sundhedslys til simulering og understøttelse af dagsrytmen hos beboerne, trivselsskærme med fx reminder og kommunikationsmoduler og som minimum ét automatisk oplukkeligt vinduesparti i de enkelte boliger og fællesrum. Der etableres endvidere living-labs.

Seniorboligfællesskab

Seniorbofællesskabet består af i alt 20 boliger, henholdsvis 2 og 3-rums boliger. Til boligerne er der endvidere enten terrasse eller mindre forhave samt et fælles opholdsrum.

Byggeplan

Efter høringen skal Lokalplanen skal gennem Borgerrepræsentationen i slutningen af 2016. Hvis den godkendes, vil man i 2017 sende projektet i udbud og licitation. Byggeriet planlægges udført i to etaper. Byggeri af etape 1 (264 plejeboliger, daginstitution og 84 parkeringspladser i kælder) påbegyndes i 2018, med indflytning i 2021.

Byggeri af etape 2 (96 plejeboliger, seniorboligfællesskab, ungdomsboliger og 90 parkeringspladser) påbegyndes efter ibrugtagning af etape 1 og indflytningen forventes at ske i 2022.

Byggeriet skal etablere en række p-pladser: 80 offentlige, 94  i kælder, 15 pladser på terræn og 736 cykelparkeringspladser.

Vinderforeslaget kan hentes her:  Slund_projekt

Fremtidens Sølund

 

0 replies on “Fremtidens Sølund”