Et nyt kvarter – Vingelodden
Området ved Vingelodden fremstår i dag som en hengemt isoleret ø, hvor der i mange år ikke er sket nogen udvikling. Et kvarter som er fremmed for mange. Det skyldes hovedsageligt at området hele vejen rundt er omringet af infrastruktur, der fremstår som ufremkommelige barriere. Men det skyldes også områdets karakter og funktion som i dag primært er kendetegnet ved bilforhandlere og mekanikere. DSB råder over en større del af området, som i dag ligger hen med ubrugte banelegemer.
Derfor er det vigtigt for os, at en kommende udvikling af området imødekommer borgerne på Nørrebros behov. Det er vores håb, at det nye kvarter ved Vingelodden kan bidrage til at løfte hele bydelen og at man her f.eks. kan skabe plads til de faciliteter, som vi gennem mange år har arbejdet for på Nørrebro. Det gælder bl.a. flere fritidsfaciliteter, som idrætsfaciliteter, mødesteder til foreninger og kulturliv, mere grønt og vand i bydelen, samt mere plads til håndværkere og værksteder.
Vi har netop færdiggjort en visionsplan for Vingelodden sammen med Spektrum Arkitekter. Planen beskriver vores idéer og visioner for udviklingen af området, baseret på vores kendskab til området, statistik for bydelen og samtaler med grundejerne. Planen skal være udgangspunkt for Lokaludvalgets forsatte dialog med grundejerne, borgerne, forvaltningerne og Borgerrepræsentationen.
Se hele vores visionsplan for Vingelodden her.
Vi mener at udviklingen af Vingelodden bør bygge på følgende principper:
- Vingelodden skal udvikles, så den bliver naturligt forbundet med den omkringliggende by
- Vingelodden skal være en grøn, frodig og klimabevidst bydel
- Vingelodden skal være en sund bydel
- Vingelodden skal være en kreativ bydel
En forbundet bydel
1) Rovsinggade som grøn promenade
Rovingsgade fremstår i dag som værende unødig bred. Gaden bør indsnævres og omdannes til en bred grøn korridor/promenade, med et aktivt strøg for cykler og gående, som kan kobles op på den Grønne Cykelsti, der stopper brat ved Tagensvej. Det nye strøg kan binde Vingelodden og Haraldsgadekvarteret sammen og kan gøre adgang til og fra bydelen sikker for børn og unge. Der bør også indtænkes offentlige funktioner og tilbud, grønne friarealer til leg, boldbaner og mødesteder ind i strøget.
2) Mimersparken, Skjolds Plads og S-toget
Skjolds Plads metrostation ligger 650 meter fra området og Bispebjerg St. ligger i det sydvestlige hjørne af området, hvilket betyder at hele området er stationsnært. Der bør laves en god fysisk forbindelse mellem området og metrostationen og S-togsstationen. Det kan være med til at gøre området mere attraktivt og styrke stationsområdet, samt favoriserer den kollektive trafik og gøre at området bliver en naturlig fortsættelse af Mimersparken.
3) Tagensvej
Tagensvej afgrænser Vingelodden mod syd. I den østlige side bør den grønne cykelsti føres hen over Tagensvej, så trafikken dæmpes og den grønne cykelsti får fortrinsret. Det vil også gøre adgangen til og fra området mere sikker for børn og unge. I den vestlige side bør Tagensvej, Stationen, Vingelodden og Lersøparken bindes bedre sammen, så det gøres lettere at bevæge sig op, ned og på tværs. Dette kan evt. gøres via etablering af en bygning (evt. et offentligt sportshus), der med trapper, tribuner, ramper kan gøre adgang mellem de forskellige niveauer og retninger lettere.
4) Cykel ‘fly over’
Der er ønsker om at forbinde Haraldsgadekvarteret med Lersøparken, hvilket kan gøres ved at føre en cykel- og gangrute fra Vermundgade ind i området og via en højbro over banen ind i parken. En sådan forbindelse på tværs vil skabe en langt bedre forbindelse til parken og det grønne, hvilket pt. er savnet. En cykel- og gangforbindelse via Vermundsgade kan endvidere sammenbinde Nørre Campus og Fælledparken med Bispebjerg Hospital i Lersøparken.
En grøn bydel
1) Bilfri by
Vingelodden kan med sin stationsnærhed planlægges som en næsten bilfri bydel. Man kan reducere vejarealer dedikeret til biler til et minimum, ved at afvikle biltrafikken i periferien af området og ved udelukkende at tillade bilparken i et parkeringshus placeret i udkanten af området og ikke have plads til parkering på terræn. Det skal dog stadig være plads til f.eks. redningskøretøjer og biler med korte ærinde i selve området. Parkeringsnormen bør også reduceres ift. Kommuneplan 2019 norm, hvilket er muligt idet der er tale om stationsnærhed og mulighed for at planlægge en grøn infrastruktur med fokus på cyklende og gående.
2) Grønne forbindelser
Der bør planlægges en grøn infrastruktur, hvor cyklister og gående favoriseres. Den grønne infrastruktur skal forbind området med lokalområdet via bl.a. forbindelse til stationen og den grønne sti samt hen over området fra Vermundsgade til Lersøparken.
3) Grønne byrum
Der skal også planlægges egentlige grønne byrum/ parker som kan tilbyde de kommende beboere og også den omkringliggende by grønne åndehuller. Der er stor mangel på grønne frirum for beboerne på Nørrebro og Østerbro, hvorfor det er af afgørende betydning at dette prioriteres. De grønne rum skal både indrettes som aktive grønne rum til fællesskaber samt mindre grønne rum til ro og fordybelse.
4) Grønne bygninger
Vingelodden skal bidrage aktivt til den grønne omstilling og bygningerne i projektet bør derfor planlægges og udføres med krav om DGNB-guld. Vingelodden skal fremstå som en bæredygtig og grøn bydel. Derfor skal der arbejdes med permeable flader, grønne tage og grønne vægge, der tilsammen skaber bedre byklima og øget luftkvalitet og fremmer biodiversitet og insektliv i bydelen.
En sund bydel
1) Mangfoldige boliger
Vingelodden skal udvikles, så det bliver et godt sted at bo. Det kræver bl.a. gode blandede boliger med forskellige boligtyper og ejerformer, så beboersammensætningen bliver blandet og mangfoldig.
2) Trygge og inkluderende mødesteder
Sociale opholdssteder, der kan blive lokale mødesteder kan øge livskvaliteten i et område og modvirke ensomhed. Der bør etableres både indendørs og udendørs mødesteder, hvor sociale fællesskaber kan opstå. De udendørs ‘rum’ skal være trygge og oplyste og være inkluderende for alle. De indendørs mødested kan være rum til fællesspisning, uformel ‘kom sammen’, kortspil, lektielæsning eller aktive værksteder og reparationsværksteder.
3) Leg og bevægelse samt ro og fordybelse
I en sund by bør der være fysiske rammer, der inviterer til leg og bevægelse og således understøtter beboernes fysiske og mentale sundhed. Der skal skabes en balance mellem steder og rum til høj aktivitet og puls og steder med mulighed for mere rolige og tilbagetrukne aktiviteter, der kalder på ro og fordybelse.
4) Sports- og Sundhedshus
Der kan i den nye bydel skabes et kombineret sportsog sundhedshus, hvor boldbaner til f.eks. håndbold, fodbold og basket ligger side om side (eller lag på lag) med rehabiliteringstilbud og klinikker for læger, tandpleje, fysioterapeuter og lignende.
En kreativ bydel
1) Værksteder og småerhverv
Vermundsgade er Københavns mest kreative zone og Vingelodden har altid været præget af industri og erhverv. Derfor er det oplagt at der i udviklingen af Vingelodden skabes gode muligheder for småerhverv, værksteder og atelier. Især i stueetagerne vil det skabe en spændende by, hvis der er (mange små) værksteder og lignende, der henvender sig til offentligheden.
2) Beboer- og Kulturhus
Nørrebro mangler steder for scenekunst, særligt et spillested. Det foreslås at skabe en bygning, der både kan agere kulturhus med spillested og mulighed for øvrig scenekunst som f.eks. dans og teater, og samtidig kan huset udgøre områdets sociale ‘beboerhus’ med plads til sociale arrangementer som fællesspisning, brætspil, dans og lignende.
3) Repair-shop
Med fokus på at skabe en klima- og ressourcebevidst bydel, kan der skabes et værksted, hvor man kan møde sin nabo og reparere sin cykel, eller lappe sine bukser. Repair-shops, hvor ødelagte ting genbruges og repareres frem for at smides ud er både bæredygtigt og kan styrke fællesskaberne i bydelen.
4) Kunst i gadebilledet
Kunst og kultur kan fylde i bybilledet, dels ved at der skabes plads til og prioriteres at have kunst som en del af gadebilledet og dels ved at lade up coming kunstnere få adgang til billige lejemål, hvor deres kunst kan spire, trives og vises frem også for nye kunstnere, der endnu ikke har et stort navn eller en tilsvarende indkomst.
Vores videre arbejde
Vi vil fortsætte dialogen med grundejerne om udviklingen af området, for at prøve at præge deres indstilling til udviklingen af området. Vi skal også forsætte den dialog vi har starter med Nørrebros borgere om udviklingen af området, så vi sikrer at borgerne bliver hørt. Vi skal også indlede en dialog med Østerbro og Bispebjerg Lokaludvalg for at høre om de har input til udviklingen af området. Og så skal vi snakke med politikerne i Borgerrepræsentationen om deres tanker om udviklingen af området.
Status på vores arbejde (pr. september 2024)
Vi har siden Bydelsplanen blev færdig været i dialog med grundejerne, Økonomiforvaltningen, Områdefornyelsen ved Skjolds Plads og hhv. Bispebjerg- og Østerbro Lokaludvalg om Vingelodden. Grundejerne er ved at få udarbejdet en helhedsplan for området, og det arbejde har vi også deltaget i. Vi forsøger løbende at præge udviklingen af Vingelodden, så området kan opfylde nogle af de behov vi ser for Nørrebro bl.a. en ny idrætshal.
Foto øverst: DronePixels