Bilfri Søndag på Nørrebrogade 2026

Sæt kryds i kalenderen søndag den 30. august til Bilfri Søndag på Nørrebrogade! Og giv lyd inden sommerferien, hvis I vil være med med en aktivitet på gaden!

Bilfri Søndag på Nørrebrogade 2026

Kom ned til årets hyggeligste søndag eftermiddag på en bilfri Nørrebrogade! Sæt kryds i kalenderen søndag den 30. august kl. 12-16, hvor vi for 9. gang spærrer Nørrebrogade for biler (og cykler) og inviterer alle ud på en bilfri Nørrebrogade.

Vi køber flere tusind stykker kridt, så vi er klar til årets største kridtmaleri på Nørrebrogade. Men tag gerne også selv kridt med!

En hær af foreninger, aktører og kulturmagere rykker ud på gaden med masser af aktiviteter for store og små. Alle aktiviteter starter op omkring kl. 12.00

Bilfri Søndag på Nørrebrogade er arrangeret af Nørrebro Lokaludvalg og Kultur & Fritid Nørrebro (Nørrebrohallen, Nørrebro Bibliotek, Osramhuset og Blågården).

Open call til aktiviteter på gaden
Fællesspisning, banko, akustiske koncerter, krea, rollespil, stangtennis, yoga-sessions, byttemarked, line dance eller vandkamp? Skal I med ud på gaden og lave noget i år?! Der er massere af plads på Nørrebrogade!

Alle er velkomne til at byde ind med et event eller aktiviteter. Man behøver ikke være en del af en forening eller være en professionel aktør. Hjælp os med at prikke til jeres naboer eller de lokale erhvervsdrivende.

Hvis I har en idé til noget, så skriv til os – så vi lige kan finde en ledig plads på Nørrebrogade til jer. Skriv til os på noerrebrolokaludvalg@kk.dk

Trafikinfo
Nørrebrogade bliver spærret for trafik fra Dronning Louises Bro til Borgmestervangen v. Nørrebro St. Der er fri gennemgang for biler og cykler ved Jagtvej/Runddelen under hele arrangementet. Nørrebrogade åbnes for biler kl. ca. 18.30.

Bilfri Søndag på Nørrebro er også cykelfri søndag på Nørrebrogade! Vi opfordrer alle cyklister til at respektere arrangementet og trække cyklen eller finde en anden rute end Nørrebrogade den eftermiddag. Der er mange legende børn på gaden til arrangementet.

I år ligger arrangementet IKKE på samme dag som Copenhagen Half.

Vi glæder os til at se jer!

0 replies on “Bilfri Søndag på Nørrebrogade 2026”