Inddragelse og dialog forud for bydelsplanen

Inddragelse og dialog forud for bydelsplanen

Vi har arbejdet på bydelsplanen det sidste års tid (fra august 2022 til maj 2023). Arbejdet er ikke startet ud af ingenting, men bygger videre på al den viden om og dialog med bydelen, som vi har haft de sidste mere end 10 år, samt det netværk som de enkelte lokaludvalgsmedlemmer bærer med sig.

To ud af tre af Nørrebro Lokaludvalgs medlemmer (i valgperioden 2022-26) er nye i lokaludvalgsarbejdet, men ikke nye på Nørrebro, og vi har et sekretariat med medarbejdere, der alle har stor erfaring med og kendskab til bydelen.

Vi har gennem årene fået et gennemgribende kendskab til Nørrebro, historikken omkring bydelens udvikling og en god fornemmelse for de holdninger, der er til stede i bydelen, og hvad der betyder noget for nørrebroerne. Vi sætter dagligt bydelens udvikling til debat med vores små 25.000 følgere på vores digitale sociale platform på Facebook (pr. juni 2023). Vi har også de sidste mange år afholdt utallige debatarrangementer, fyraftensmøder og events. Vi holder løbende møder med borgere og samarbejdspartnere om udfordringer og projekter. Derudover driver vi en række netværk i bydelen bl.a. for Nørrebros handelsgader, børne- og ungeaktører og skolebestyrelser, samt deltager i flere tryghedsnetværk. På den måde følger vi med i, hvad der rører sig. Derudover modtager vi hundredvis af puljeansøgninger årligt, hvilket også giver os et indblik i, hvad der foregår på Nørrebro.

Borgerpanelsundersøgelser
Vi har over de senere år lavet en del borgerpanelundersøgelser for at få en pejling på nørrebroernes holdning til diverse emner. I forbindelse med arbejdet med denne bydelsplan, startede vi ligeledes med en undersøgelse via vores digitale borgerpanel. Her efterspurgte vi input ift. hvilke temaer, der er de vigtigste, hvilke udfordringer vi har i bydelen, og hvordan der skal prioriteres, når det kommer til udviklingen af Nørrebro. Vi fik i alt input fra 2.586 nørrebroere. Den undersøgelse har dannet grobund for bydelsplanens temaer.

Link til undersøgelsen: 2.586 nørrebroeres holdninger til bydelens udvikling

Vi har også haft en undersøgelse ude om trafik og mobilitet, hvor 2.136 nørrebroere deltog. Her fik vi indblik i hvilke transportformer nørrebroerne benytter og hvilke holdninger og ønsker, der er til prioriteringen af pladsen i byrummet, til cykelstier, bilisme og meget andet.

Lyttemøder 
Vi har holdt lyttemøde med en række aktører på det sociale område samt to netværksmøder med skolebestyrelserne på bydelens fem folkeskoler. Desuden har vi været i dialog med en del af bydelens idrætsforeninger på et netværksmøde og indsamlet viden om potentialer og udfordringer i idrætslivet pr. mail.

Dialog til Bilfri Søndag på Nørrebrogade 2022
Til årets Bilfri Søndag på Nørrebrogade var vi i kontakt med omkring 300 forbipasserende. Vi indsamlede også input på et stort fysisk kort over Nørrebro. Her var vi i dialog med 60-80 lokale om deres yndlingssted i bydelen, hvor på Nørrebro de syntes der trænger til en kærlig hånd og om idéer til, hvordan konkrete arealer på Nørrebro kunne udvikles. Vi uddelte også postkort, hvor forbipasserende udfyldte, hvad de synes er det bedste ved Nørrebro og hvad der er Nørrebros største udfordring.

Inddragelse af unge mellem 13-18 år
Til denne bydelsplan har vi desuden arbejdet intensivt på at få et indblik i ungelivet og de unges trivsel i bydelen. Vi har været nysgerrige på målgruppen 13-18-årige og har i den forbindelse haft besøg af to 9. klasser fra Rådmandsgade Skole enkeltvist til et inddragelsesforløb, mødtes med Ungerådet KBH, forsøgt at inddrage målgruppen via en kampagne på Instagram, lavet et videosamarbejde med FRAK’s juniorreportere, hvor 11 unge var med i en video, gået tur med unge fra Murergårdens Fritidsklub og med Ghetto Tours i Haraldsgadekvarteret og lavet en kvalitativ survey om ungeliv og fritidsliv blandt 31 unge. Derudover har vi de sidste mange år haft løbende kontakt med de fagprofessionelle- og foreningsbaserede ungeaktører i bydelen via vores netværksarbejde. Det har vi tilsammen fået en masse input ud af, selvom det har krævet tid, mange ressourcer og også fejlslagne forsøg at få denne målgruppe i tale.

Endeligt har vi indsamlet input og meninger til de enkelte bydelsplanstemaer via vores platform på Facebook.