2012 på Broen – sådan arbejdede vi på Nørrebro
Det er med stolthed, at vi i udgivelsen “2012 på broen – Sådan arbejder vi på Nørrebro” kan præsentere jer for et pænt uddrag af de vigtigste ting, som Lokaludvalget har foretaget sig i 2012.
Vi håber, at det vil give jer en forståelse for Lokaludvalget arbejde.
Det vigtigste i det foregangne år har været udarbejdelsen af Bydelsplan 2013 for Nørrebro – i samarbejde med en lang række engagerede borgere på Nørrebro – som i øjeblikket er ved at blive behandlet i de forskellige udvalg på Københavns Rådhus.
Bydelsplanen munder forhåbentlig ud i en række gode ting på Nørrebro i de kommende år, som f.eks. Kampsportens Hus, Ombygning af Nørrebrohallen, Kreativt væksthus, flere strøggader i bydelen, afledning af regnvand på Borups plads og åbning af ladegårdsåen. Vi vil i hvert fald gøre vores til at ideerne bliver realiseret.
Vi har også to puljer: Byens Puls og Nørrebropuljen, hvor man kan søge penge til støtte til projekter på Nørrebro. I 2012 fik vi 227 ansøgninger og endte med at støtte 155 projekter på og omkring Nørrebro med over 2 millioner kr. – lige fra 2.000 kr. til et forfatter arrangement på Assistens Kirkegård (Tyvens Tøs) til 175.000 kr. til naturvejledning og materiale på Byoasen i De Gamles By. I udgivelsen kan du dels se liste over projekterne og dels læse nærmere om et par af dem.
Men der blev også til tid til 48 TIMER festival, genåbning af Sjællandsgade Bad, bevarelse af bunkerne på Dronning Louises Bro, Tryghedsplan for Folkets Park, kåring af Nørrebros Ildsjæl og en hjælpende hånd til idræt og kultur i bydelen.
Du kan læse meget mere om de spændende projekter samt mange flere i udgivelsen “2012 på Broen – sådan arbejder vi på Nørrebro”.
Her er udgivelsen (Obs. 79 MB): 2012 på Broen
Tak til alle, der hjalp os med at gøre en forskel i 2012, vi glæder os til at forsætte arbejdet i 2013!