Hjælp til dit projekt
Hjælp til dit projekt
Har du brug for råd og vejledning til et lokalt projekt du overvejer at realisere? Så kan lokaludvalgets sekretariat måske hjælpe dig. Vi ved ikke alt, men vi ved meget om meget – og hvis vi ikke selv kender svaret, ved vi måske, hvor du kan finde det.
Vi kan især hjælpe dig med at blive klogere på krav og kriterier for lokaludvalgets egne puljemidler. Hvis dit projekt ikke passer ind i vores puljer, kan vi måske hjælpe dig videre til andre steder, hvor du kan søge støtte eller få projektrådgivning. Københavns Kommune har mange puljer til forskellige typer af projekter og aktiviteter, og vi kender også til andre puljer og netværk.
Så tøv ikke med at skrive eller ringe til os – så peger vi dig i den rigtige retning!
Oversigt over andre støttemuligheder og projektrådgivning
Københavns Kommune har en portal med overblik over støttemuligheder
Overblik over støttemuligheder til projekter og kulturelle aktiviteter.
Skab din by
Du kan også finde inspiration og overblik over muligheder for at skabe dit eget projekt, søge projektstøtte eller få indflydelse på kommunen her: Skab din by
Projektidé til kulturhusene
Har du en idé til et projekt eller arrangement i et af bydelens lokale kulturhuse, kan du sende din idé til kulturmedarbejderne og høre, om der er grobund for et samarbejde: Projektidé til kulturhusene
Projektstøtte til ungdomskultur
Som ung projektmager i Københavns Kommune har du mulighed for at få rådgivning og støtte til dit projekt: Projektstøtte til ungdomskultur
Snabslanten
Unge mellem 13-30 år der er bosat i København, kan søge penge hos Snapslanten – en pulje, der er målrettet projekter for unge, der ikke overstiger 30.000 kr. Snabslanten er blevet til med udgangspunkt i unges egne ønsker om at udvikle og gennemføre projekter i København. Behandlingstiden er kun 14 dage, og der er begrænset krav om afrapportering, så du hurtigt kan komme fra ide til handling. Man kan ansøge løbende.
Københavns Musikudvalg
Københavns Musikudvalg støtter rytmiske spillesteder med honorarstøtteordningen og musikprojekter med hel eller delvis professionel forankring. For at stimulere og styrke den levende musik støtter Musikudvalget flere musikfestivaler. Man skal søge 2 måneder før sit projekt.
Rådet for Visuel Kunst
Søg om støtte til dine billedkunstprojekter hos Rådet for Visuel Kunst: Støtte til billedkunst
For folkeoplysende foreninger
Hvis du er en del af en forening, der er godkendt som folkeoplysende forening, har Københavns Kommune forskellige tilskudsmuligheder:
- Udviklingspuljen støtter folkeoplysende foreningers udviklingsaktiviteter for børn og unge under 25 år. Puljens overordnede mål er at øge antallet af medlemmer under 25 år og at udvikle foreningernes aktivitetsmuligheder. Puljen støtter etablering af nye folkeoplysende foreninger, aktivitetsudvikling, rekruttering af nye medlemmer, partnerskaber, samt administrative lettelser.
- Klubhuspuljen er en årlig pulje, der har til formål at støtte nybyggeri og renovering af klubhuse og foreningslokaler i København. Puljen kan søges af folkeoplysende foreninger til nybyggeri og renovering af både private og offentlige klublokaler.