Sjællandsgade Bad skal bevares!

Sjællandsgade Bad skal bevares!

Nørrebro Lokaludvalg bakker op om Sjællandsgade Bad, der efter udvalgets opfattelse skal bevares!. Vi har derfor kontaktet Overborgmester Frank Jensen om sagen. Du kan læse hele brevet herunder.

 

Kære Frank Jensen

 

Nørrebro Lokaludvalg henvender sig til dig angående Kultur- og Fritidsudvalgets lukning af Sjællandsgade Bad pr. 1. november 2010. Det er med stor bekymring, at vi erfarer, at der ikke er afsat penge eller forsøgt afsat penge på budgettet 2011 til drift af Sjællandsgade Bad. Det er udvalgets opfattelse, at dette er en fejlprioritering.

Sjællandsgade Bad er en unik institution på Nørrebro og i København, en del af den badekultur, som var kendetegnede for Københavns tæt befolkede kvarterer og samtidig en social- og sundhedsforanstaltning, der efter udvalgets opfattelse skal bevares. Badet fungerer som badeanstalt også i dag, men i lige så høj grad som en form for værested og social foranstaltning for en gruppe beboere i bydelen. Samtidig har stedet et enestående kulturelt potentiale og mange varierede kulturtilbud. I Sjællandsgade Bad er mangfoldigheden i centrum – det er et mødested, der fungerer på tværs af alder, nationalitet og uddannelse. Vi vil derfor kraftigt anbefale, at denne prioritering genovervejes og, at Sjællandsgade Bad bliver fastholdt i kommunens budget.

Vi opfordrer til, at badet bevares med de grundydelser, der eksisterer i dag og, at man laver en endnu stærkere kulturel overbygning. Dette skal, efter Lokaludvalgets mening, ske gennem en forankring i Kultur Indre Nørrebro, der er den rigtige placering for Sjællandsgade Bad. Dette skulle have været foretaget, da Kultur Indre Nørrebro blev oprettet. En sådan løsning er Kultur Indre Nørrebro umiddelbart positivt indstillet i forhold til. Ved at forankre Sjællandsgade Bad i Kultur Indre Nørrebro er det muligt at inddrage badet i den fælles kulturstrategi, der er under udarbejdelse i bydelen. Denne bidrager Nørrebro Lokaludvalg meget gerne til. Sjællandsgade Bad har kapaciteten og en sådan løsning vil være fornuftig.

Det ligger Nørrebro Lokaludvalg meget på sinde at støtte op om de kulturelle tilbud og ikke mindst de kulturelle vækstlag, der eksisterer i bydelen. Og vi oplever en stor opbakning til Sjællandsgade Bad som et udgangspunkt for et vækstlag, der har potentiale til at skabe en stærk base i et område, der ellers mangler kulturelle tilbud. Det er Lokaludvalgets opfattelse, at en nedlæggelse vil være særdeles uhensigtsmæssig for nærområdet, da Sjællandsgade Bad er den eneste kulturinstitution i dette kvarter. Nørrebro Lokaludvalg bliver jævnligt kontaktet med ønsker om flere tilbud i Guldbergsgade kvarteret og mener, at Københavns kommune, hvis denne beslutning fastholdes, vil få et forklaringsproblem over for denne borgergruppe.

Desuden er der fortsat ca. 5.000 boliger på Nørrebro, hvor der ikke er adgang til bad og en nedlæggelse af anstalten vil betyde, at disse beboere fratages muligheden for et billigt bad under private forhold. Denne mulighed findes ikke andre steder, slet ikke i offentlige svømmehaller. Dette vil især påvirke en gruppe udsatte beboere på Nørrebro i en negativ retning. Der skal findes en holdbar løsning til de 45.000 (2009) årlige brugere af Sjællandsgade Bad. Et tal der siden 2004 er steget med 20 procent.

Vi opfordrer derfor Overborgmesteren til at finde midler til driften af Sjællandsgade Bad og forankre institutionen under Kultur Indre Nørrebro, hvor det efter vores mening hører til. Denne løsning rummer de udviklingsmuligheder det kræves for at sikre badets fremtid og en udvikling i retning af en levende kulturinstitution som området mangler. På den måde bibeholdes en helt særlig institution, der ligger i et spændingsfelt, hvor social-, sundheds- og kulturområdet forenes. Nørrebro Lokaludvalg medvirker gerne i en proces, der kan formidle denne løsning eller hvis dette findes fornødent at medvirke til en anden varig løsning for Sjællandsgade Bad.

Med venlig hilsen

 

Nørrebro Lokaludvalg

Kim Christensen

 

Sendt i kopi til Kulturborgmester Pia Allerslev og gruppeformændene.

0 replies on “Sjællandsgade Bad skal bevares!”