God tur til Bakken fra hele Nørrebro

Torsdag den 17. marts åbner Bakken – og traditionen tro mødes motorcykelklubber fra hele Sjælland på Nørrebrogade for at køre i samlet flok til Dyrehavsbakken.

God tur til Bakken fra hele Nørrebro

Torsdag den 17. marts åbner Bakken – og traditionen tro mødes motorcykelklubber fra hele Sjælland på Nørrebrogade for at køre i samlet flok til Dyrehavsbakken. Det har været en tradition de sidste 40 år.

Traditionen opstod en gang i 60erne anført af rockerbanden De Vilde Engle. Siden blev traditionen overtaget af “almindelige” motorcykel-entusiaster og i dag holder landets MC-klubber traditionen i hævd – uden rygmærker. Optoget af bikere er efterhånden blevet en solid varsling om forårets komme på Nørrebro. Optoget tiltrækker mange Nørrebro-borgere, der kommer ud på gaden for at kigge på de velsmurte og forårsklargjorte kværne.

Hvis vejret er godt forventes et sted mellem 4000-5000 2-hjulede forårsbebudere i alle afskygninger. I år hopper Nørrebro Lokaludvalg med på forårstraditionen og benytter begivenheden til at dele balloner og postkort ud med gode ideer til, hvad man kan foretage sig på Nørrebro i forårssolen. Der er nemlig også mange gode muligheder for at tage ud i det blå på Nørrebro. Man kan f.eks.:

  • dyppe tæerne i det marokkanske springvand på Den Sorte Plads? 
  • ta’ på kendisjagt på Assistensen – og sende en hilsen til Dan Turell, Natasja, H.C. Andersen eller Ben Webster? 
  • bygge et sandslot i den enorme sandkasse i Mimersparken? 
  • tage en tur i afghanske gynger på Den Røde Plads? 
  • gå på eventyr i Nørrebros skjulte gårde – ringe på og spørge om vi må kigge ind? 
  • klappe en ged og kramme en kanin i Byoasen ved De Gamles By? 
  • plukke mynte i taghaven DYRK på taget af Blågård Skole? 
  • slå os ned på en bænk ved søerne – sludre, hilse på svanerne og tælle løbere? 
  • besøge den over 300 år gamle jødiske kirkegård i Møllegade på en tirsdag eller torsdag. 
  • udfordre hinanden i kongespil, bordtennis eller volley i Nørrebroparken – taberen gir’ en kop kaffe!

Tid & sted: Torsdag d. 17. marts ca. kl. 17-19 på Nørrebrogade. Bikerne stiller op fra Nørrebro St. og fylder op på Nørrebrogade derfra.

God tur til Bakken fra hele Nørrebro

 

0 replies on “God tur til Bakken fra hele Nørrebro”