Halloween på Nørrebrogade

Halloween på Nørrebrogade 

Sidste dag i oktober blev Nørrebrogade hjemsøgt! Mere end 200 børn og voksne kiggede forbi Nørrebrogade i løbet af eftermiddagen den 31. oktober til Halloween, der igen i år var arrangeret af Lokaludvaget og Hotspot Nørrebro.   Halloween på Nørrebrogade var et gratis arrangement, vi afholdte for 2. år i træk i samarbejde med Hotspot Nørrebro, Teater GROB og en lang række butikker på den indre del af Nørrebrogade. Kom og vær med fredag den 31. oktober fra kl. 14.30-19.30.

I løbet af eftermiddagen blev der drukket varm saft og skåret græskarlygter, som pyntede strækningen langs Assistens Kirkegård. Børn og barnlige sjæle kunne blive ansigtsmalet til uhyggelige skabninger. Kl. 16 kom dansegruppen Night Creatures ud fra kirkegården og opførte et gruopvækkende danseshow på stylter og uhyggelig udklædning. Nørrebrogades butikker åbnede dørene for ”trick or treat” mellem kl. 16-18. Eftermiddagen sluttede med fællesspisning og en halloween-forestilling hos Teater GROB, bygget på publikums helt egne gyserhistorier.  

Se billederne fra dagen her: Halloween 2014 og omtalen i Nørrebro/Nordvest Bladet

Baggrunden for arrangementet

Halloween på Nørrebrogade er et forsøg på at skabe nye traditioner på Nørrebrogade og prøve på at udvikle kulturkommercielle arrangementer, der både skaber værdi for bydelen, hverdags- og forretningslivet. Med arrangementet ønsker vi at skabe en alternativ anledning til at gøre ophold på Nørrebrogade, der også medvirker til at fortælle en positiv historie om gaden og Nørrebro. Vi giver gadens erhvervsdrivende en mulighed for at markedsføre sig selv på alternativ vis ved at byde bydelens børnefamilier indenfor til ”trick or treat”.

Dette er også baggrunden for, at Nørrebro Lokaludvalg og Hotspot Nørrebro har ansat en kvartermanager, som i øjeblikket arbejder med at komme i dialog med de erhvervsdrivende i gaden, og koordinerer indsatser, som kan samle og styrke handelslivet og samarbejdet mellem butikkerne.

Mere information
Se mere på www.facebook.com/noerrebrolokaludvalg  

Tid og sted:
Fredag den 31. oktober 2014, kl. 14.30 – 19.30
Nørrebrogade 84 – 88 (ved Assistens Kirkegården)

 

Halloween på Nørrebrogade

 

0 replies on “Halloween på Nørrebrogade”