Nørrebrogade Mesterskab i Shawarma

Nørrebrogade Mesterskab i Shawarma

Lørdag den 14. september fra kl. 14–17 dyster 11 shawarma-restauranter på strækning fra Dronning Louises Bro til Nørrebros Runddel om at blive kåret til gadens bedste shawarma-restaurant.

Kort om konkurrencen
Restauranterne har hver især forberedt 100 mundrette shawarma-smagsprøver, en delikatesse i form af en specialitet eller et særligt tilbehør, og pyntet deres restaurant.

Disse tre kriterier skal vurderes på en skala fra 1 – 5 og gives en samlet score. Restauranten med det højeste pointtal vinder konkurrencen.

Deltagelse
Alle kan deltage i konkurrencen og være med til at afgøre udfaldet af konkurrencen. Det kræver blot, at man møder op på Nørrebrogade 66 – 68 mellem kl. 14.00 – 15.30, hvor vi udleverer stemmesedler.

Når du har fået udleveret en stemmeseddel kan du frit bevæge dig ud på shawarma-ruten. Du vælger selv, hvilken restaurant du vil starte med og hvor du vil slutte. NB: Uden en stemmeseddel i hånden, har du ikke mulighed for at smage på restauranternes herligheder.

Vi anbefaler, at du voterer og giver restauranterne point umiddelbart efter du har indtaget en smagsprøve. Når du har smagt tilstrækkeligt, vender du tilbage til info-pointet og afleverer din stemmeseddel.

Info-pointet
Nørrebrogade 66-68 er indrettet til arrangementets info-point. Dette indhak overfor Assistent Kirkegården fungerer som hæng-ud-sted og det er her afgørelsen falder.

Slå dig ned, slå mave, og drøfte dagens smagsindtryk indtil stemmerne er talt endeligt op. Vi sørger for shawarma-ballader, kaffe, og lidt sødt eftermiddagen igennem. Vi skal senest have din stemmeseddel kl. 16.00, så vi har mulighed for at finde vinderen og overdrage et gyldent diplom inden klokken bliver 17.00.

Dette arrangement er det første af sin slags, som støtter op om erhvervslivet på Nørrebro og arrangeres af Nørrebro Kvartermanager, Mette Rathsach.    

Mere info på arrangementets facebook.

0 replies on “Nørrebrogade Mesterskab i Shawarma”