Kvartermanager søges til at styrke forretningslivet på Nørrebro

Er du Nørrebros nye kvartermanager?

Hotspot Nørrebro og Nørrebro Lokaludvalg søger i fællesskab en kvartermanager, som skal etablere og styrke netværket blandt de erhvervsdrivende på Nørrebro, styrke det positive og mangfoldige forretningsliv i bydelen og sætte fokus på tryghed og bæredygtige løsninger.

Du skal som kvartermanager varetage den direkte kontakt til erhvervslivet ved bl.a. at:

  • Etablere et lokalt erhvervsnetværk
  • Afdække behovet for kommunikation blandt de erhvervsdrivende f.eks. via sms-kæder
  • Styrke Nørrebros image som et livligt, bæredygtigt og mangfoldigt handelsområde
  • Styrke mulighederne for flere fritidsjob for unge under 18 år. 
  • Styrke Nørrebros bæredygtige profil ved at udvikle en ladcykelorganisation for erhvervsdrivende og borgere for at mindske biltrafikken.
  • Øge videndeling mellem erhvervsdrivende, Københavns Kommune og lokalpolitiet.
  • Forebygge og modvirke kriminalitet, herunder afpresning, graffiti, hærværk mm.
  • Koordinere fælles aktiviteter og kampagner i gadebilledet

Din kontaktflade vil være til både små og større virksomheder, herunder kiosker og pizzeriaer.

Du vil blive ansat i et samarbejde mellem Hotspot Nørrebro og Nørrebro Lokaludvalg og med kontorplads begge steder. Stillingen er tidsbegrænset til 12 måneder og er på 30 timer om ugen.

DU er:

  • Udadvendt, opsøgende og tillidsfuld
  • God til at formidle til og kommunikere med de erhvervsdrivende samt med kommunens medarbejdere, politiet, lokale aktører, unge m.v.
  • God til at samarbejde
  • Erfaren med projektarbejde
  • God til at prioritere, arbejde selvstændigt og med mange bolde i luften.
  • Indstillet og har lyst til og forståelse for at arbejde i et lille sekretariat, hvor alle skal tage fat.

Derudover er det en fordel, at du har

  • Et godt kendskab til netværk/lokale aktører på Nørrebro
  • En grøn profil
  • Erfaring med erhvervslivet
  • Erfaring med det kriminalpræventive område

Løn og ansættelsesforhold:
Arbejdstiden udgør 30 timer ugentligt. Stillingen ønskes besat snarest muligt og er tidsbegrænset til 12 måneder. Ansættelse sker efter gældende overenskomst. Lønnen afhænger af dine kvalifikationer og forhandles efter principperne om Ny Løn. Ansættelsen er organisatorisk og ledelsesmæssigt placeret i Økonomiforvaltningens Center for Sikker By.

Yderligere oplysninger:

Du kan få mere at vide om stillingen ved at kontakte Sekretariatsleder Maja Ingvartsen tlf. 26772363.

Send din ansøgning via link i Københavns Kommunes jobbase under emnet ’Kvartermanager’, se her. Søg stillingen inden den 22. maj 2013.
Samtaler afholdes i uge 22.

Københavns Kommune ser mangfoldighed som en ressource og værdsætter, at medarbejderne hver især bidrager med deres særlige baggrund, personlighed og evner.

Om Hotspot Nørrebro:

Hotspot Nørrebro er en områdebaseret 4-årig indsats på Indre og Ydre Nørrebro distrikt 8 og 12, som kører frem til udgangen af 2014. Hotspot udpeger områder med utryghed og kriminalitet og angiver løsninger samt sikrer handling lokalt og i tæt samarbejde og dialog med kommunens forvaltninger, politiet, boligselskaber, foreninger, frivillige, borgere og erhvervsdrivende. Hotspot koordinerer og følger op på det lokale kriminalpræventive og tryghedsskabende samarbejde og har til opgave at sikre, at aktørerne forpligter sig på de indsatser, der sættes i gang. Derudover har Hotspot også ansvar for gennemførelsen af projekter i lokalområderne på Indre og Ydre Nørrebro.

Du kan læse mere om Hotspot her: www.kk.dk/hotspot

Om Nørrebro Lokaludvalg:

Nørrebro Lokaludvalg er den lokale samarbejdspartner, når Nørrebro skal udvikles. Nørrebro Lokaludvalg samarbejder med lokale aktører om bl.a. konkrete indsatser til gavn for bydelen, støtte til lokale projekter samt hjælp til at formidle kontakten til Københavns Kommunes forvaltninger og politikere. Nørrebro Lokaludvalg har et stort netværk i bydelen og et omfattende kendskab til bydelens projekter. Lokaludvalget har til opgave at fremme demokrati-, kultur- og netværksaktiviteter og har til dette formål en pulje på gennemsnitligt 3,3 mio. kr. Lokale foreninger, organisationer mv. kan søge lokaludvalget om tilskud til deres aktiviteter fra disse puljemidler.

Du kan læse mere om Nørrebro Lokaludvalg her: www.noerrebrolokaludvalg.kk.dk

0 replies on “Kvartermanager søges til at styrke forretningslivet på Nørrebro”