Nørrebro er så meget andet end udfordrede børn på legepladser!
Svar til Anne Sophia Hermansens blogindlæg: Farvel Nørrebro
Så var fanden løs i Laksegade! Kort efter nytår skrev Anne Sophia Hermansen et indlæg om, hvorfor hun aldrig mere vil bo på Nørrebro. Det blev delt over 500 gange på de sociale medier til flere hundrede tusinde og affødte skarpe reaktioner fra bl.a. landets Justitsminister Søren Pind. Vi så efterfølgende rigtig mange kommentarer om, hvor frygtelig Nørrebro er. Et helhedsbillede af Nørrebro, vi ikke mener, er repræsentativt for bydelen. Og hvor konklusionen tilsyneladende blot er at slå fast, at her skal man ikke bo – og ikke en konstruktiv debat om, hvordan vi løser nogle af de udfordringer, vi har på Nørrebro. For vi har udfordringer. Men Nørrebro er meget andet også!
Vi er ikke blinde for de udfordringer, vi har på Nørrebro
Anne Sophia Hermansen har mødt to af bydelens udfordrede og frække børn, tillykke, nu ved hun det også. Vi der bor på Nørrebro, er ikke blinde for, at vi har en del udfordringer. Sikkert også flere end på Østerbro og Vesterbro. Vi har en højere rate af udsatte og udfordrede børn og unge på Nørrebro end resten af byen. Anne Sophia Hermansen kalder Nørrebro for europamestre i dårlig integration. Men Anne Sophia Hermansen, vores virkelighed på Nørrebro er anderledes end i de andre bydele i København! Det er ikke en undskyldning for dårlig integration, men man må have øje for Nørrebros bydelshistorie og den særlige befolkningssammensætning og -tæthed. Og vi er mange, der har valgt Nørrebro som vores bopæl netop pga. af den forskellighed, vi rummer.
Vores virkelighed på Nørrebro
Til sammenligning med Vesterbro har Nørrebro en helt anden beboersammensætning og -tæthed, som Lise Egholm, tidligere skoleleder på Rådmandsgade også peger på i Anne Sophia Hermansens radioprogram ”Annejagt” den 8. januar 2016. Hvor gruppen af etniske minoriteter på Vesterbro primært består af indvandrere og deres efterkommere fra f.eks. Tyrkiet, er det på Nørrebro flygtninge og deres efterkommere. Det skyldes bl.a. at det almennyttige boligbyggeri på Nørrebro først er bygget i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne (og der indførtes indvandringsstop i Danmark i 1973). Mange af dem, der efterfølgende er kommet til Nørrebro, var traumatiseret af krig og tortur. Det har senere givet os en stor gruppe af udfordrede familier, der får udfordrede børn. At arbejdsløsheden i 1980’erne og starten af 1990’erne var meget høj, gjorde ligeledes, at det var noget nær umuligt for dem, der kunne, at få arbejde. Hvilket modarbejdede integrationen og muligheden for et stabilt familieliv. Det er vores virkelighed her på Nørrebro!
Men at kalde os europamestre i dårlig integration passer ikke på det Nørrebro, vi kender. Nørrebro er en meget divers bydel. Og vi har heldigvis også rigtig mange eksempler på integrationstiltag, der virker.
Det, der nemlig også kendetegner vores bydel er, at vi har et rigt frivilligliv med rigtig mange engagerede borgere og vaskeægte ildsjæle, der hver dag gør en forskel for vores bydel, især på børne- og ungeområdet. Vi har 3 kulturhuse og 2 biblioteker, der dagligt arbejder med de udfordringer, Anne Sophia Hermansen nævner i sit blogindlæg Hvert år uddeler vi selv i Nørrebro Lokaludvalg over 3 mio. kr. til frivillige projekter og arrangementer i vores bydel, og vi kunne snildt dele det dobbelte ud til alle de spændende initiativer, der bliver taget i vores bydel. Derudover har vi projekter som Fritidsakademiet – et lokalt projekt, der har forberedt over 150 unge i alderen 13-17 år fra Nørrebro til fritidsjobs, gennem kurser, træning og lommepenge-projekter i forbindelse med bydelens mange kulturevents.
Foreningslivet skaber medborgerskab
Vi tror på, at netop foreningslivet er en vigtig spiller, når det kommer til integration. Lige nu arbejder vi, i samarbejde med lokale fritidsinstitutioner og Nørrebros Idrætsråd for, at foreningsidrætten får bedre kår på Nørrebro, så flere af bydelens børn og unge får mulighed for at komme med i de positive fællesskaber, der er at finde i foreningslivet. Og Nørrebros børn og unge har en uhensigtsmæssig lav foreningstilknytning. Det skyldes bl.a. at Nørrebro pt. kun råder over tre fodboldbaner, to idrætshaller og en enkelt svømmehal (25m). Ikke prangende for en bydel, hvor vi bor ca. 79.000 mennesker, svarende til Danmarks 5. største by. Heraf er 6.000 i den skolepligtige alder og 30.000 mellem 17 og 29 år. Derfor kæmper vi år efter år politisk for flere faciliteter til idræt og foreningsliv i bydelen.
Trygge rammer for vores børn og unge
Derudover har vi siden sidste forår i samarbejde med ledere fra fritidsinstitutioner og forældrebestyrelser arbejdet for en bevarelse af de mindre fritidsinstitutioner omkring vores skoler, samt mere samarbejde med foreningslivet og institutionerne i mellem. Det har vi fordi, vi hører et behov for mindre pædagogiske enheder. Dels for at kunne støtte udfordrede unge og skabe et finmasket samarbejde lokalt, der kan gribe alle børn og unge. Dels fordi mange ressourcestærke familier peger på, at det er essentielt for deres valg af den lokale folkeskole, at de har mulighed for at vælge en mindre institution som fritidstilbud for deres børn. Vi ved, at des tidligere vi starter med at støtte og ”håndholde” barnet og dets familie, des bedre chancer får barnet senere i livet.
Os der bor og arbejder på Nørrebro, ved godt hvad der skal til for at rette op på problemerne, men det kræver at vi (kommunalt og på landsplan) investerer i børn- og unges fremtid!
Dette er et arbejde i modvind, da vindene pt. blæser i retning af besparelser, effektiviseringer og store samlede fritidsinstitutioner. Dette til trods for, at mange erfaringer viser, at de små fritidshjem med færre børn giver tryggere rammer og mulighed for at ”håndholde” barnet til gavn for bl.a. de udfordrede børn og deres udvikling. Vores børn skal – ligesom resten af landets børn – tilbringe mere tid i skolen med Folkeskolereformen og lærerne undervise mere på bekostning af forberedelse, skole- hjem-samarbejde og tid til eftertanke. På Nørrebro går halvdelen af bydelens børn i skolealderen på privat/friskole eller folkeskoler i andre bydele.
Men det går fremad. Heldigvis vælger flere og flere ressourcestærke familier folkeskolen på Nørrebro til. Tal fra en af vores lokale folkeskoler (Rådmandsgade Skole), at viser at andelen af etnisk danske børn på skolen er steget fra 14% til 50% i løbet af den sidste årrække. Og Guldbergs Skole er en af de mest søgte skoler i København. Københavns Tryghedsindeks viser yderligere, at der de sidste 6 år er sket en halvering i antallet af borgere, der føler sig utrygge på Nørrebro. Det landskendte almene boligkvarter Mjølnerparken har netop fået bevilget et løft til 800 mio. kr. Og i sommers kunne vi læse, at antallet af 18-22-årige førstegenerationsindvandrere fra de socialt udsatte boligområder, som har færdiggjort en gymnasial uddannelse, er næsten fordoblet på seks år fra 12 til knap 24 procent. Men de historier får desværre ikke meget plads i medierne.
Nørrebro er så meget andet!
Det Nørrebro, vi kender og bor på, er nemlig meget andet end problemer med udfordrede unge på vores legepladser. Vi kunne bruge mange sider på at beskrive, hvor fantastisk Nørrebro jo også er, men det føler vi faktisk ikke et behov for. Det ved langt de fleste, der bor og kommer her heldigvis. Det er en bydel, der er lige så forskellig fra gade til gade, som Nørrebro er fra Esbjerg (som vi er på størrelse med). Og det er netop det, der gør Nørrebro til noget særligt – der ikke kan skæres over én kam.
Så Anne Sophia Hermansen, tak fordi du fik sat problemet på dagsordenen, så må vi se om det bare blev til en ny omgang bashing af vores brune naboer eller om vi politisk kan tage en debat om, hvordan vi sikrer et finmasket pædagogisk net på Nørrebro, der kan gribe alle børn og unge.
/Mogens Petersen, Formand for Nørrebro Lokaludvalg
