Årets hyggeligste festival, Byhavefestival på Nørrebro

Byhaver_17-til-fb

Programmet for årets Byhavefestival

Igen i år er arrangerer Nørrebro Lokaludvalg og Nørrebros mange byhaver Byhavefestival. 4 dage spækket med sjove, grønne oplevelser midt på Stenbroen. Tag cyklen til Nørrebro og vær med, når bydelens byhaver, taghaver, fælles gårdhaver og grønne eksperimenter åbner dørene op.

PROGRAM:
OBS! Vi tager forbehold for ændringer i programmet pga. af vind og vejr og diverse. 

// Torsdag 17. august //

Verdenshaven i Hans Tavsens Park
13:00-15:00 Gå på skraldejagt, opdag haven og find dyr i komposten. Bliv endelig hængende derefter og hyg i haven.
17:30 Folkekøkken i haven ved Ishtar – De Etniske Rødstrømper

ByOasen
i De Gamles By
14:00-17:00 Åben have, bål og pandekager, hjemmelavet myntete og forskellige naturlege på plænen, som flagermusleg og insektleg.
16:00 Mette Harders tager jer med på rundvisning på Den Bemandede Legeplads ByOasens område og fortæller om ByOasens projekter i øjeblikket; højbedsgruppen, kolonihaverne og brugen af vores orangeri (mest for voksne)

Gårdhaver og Gnavere i Murergården
15:00-19:00 Hjemmebagte boller, myntethe, saft og smagsprøver fra haven hos fra kl. 15-19. Kig forbi, klap en kanin og vær med til, at finde på et navn til de to nye kaninunger.

Fælleshaven ved Stengadepavillonen
15:30: Officiel åbning af Byhavefestivalen 2017 med bobler og åbningstale. Aiah Noack fra Naturplanteskolen vil derefter lave skønne fantasilater, salater af smukke blomster du også kan dyrke her på Stenbroen. Klap en høne og få gode råd om byhøns ved gårdmadamme Mette Kappel.
17:00 Gå med fra gård til gård med gartner Jann Kuusisaari og se bykaniner, byhøns, bykompost og bydyrkning. Stop undervejs: Kirkekarréen, Blågårdskarréen, Korsgadehallens grønne tag og haven i Murergården m.fl. Det er helt gratis at gå med.
Facebook-event: Bobler & Havevandring – Byhavefestivalen åbner!
// Fredag 18. august //

Sansehaven på Assistens Kirkegård
14:00-18:00 Den lokale gartner Jan Erik Sandberg holder workshop om dyrkning af krydderurter i byen og på altanen. Det er lige ved Kapellet på Kirkegården.

Høstfest hos TagTomat i Hans Tavsens Park
15:00-21:00 Stor høstfest i TagTomats nye område i Hans Tavsens Park. Fra 15-18 er der forskellige workshops bl.a. om bybier og om, hvordan du gør altanen klar til efteråret og vinteren. Du kan også lave din egen kokedama, eller din egen DIY insektfarm med fårekyllinger. Der vil også være børneworkshops, hvor børnene kan være med til at lave mad med insekter. Fra eftermiddag og ud på aftenen tændes bålet og du kan lave snobrød med krydderurter fra planteskolen. Lidt senere på aftenen er der livemusik og langbordsmiddag med en lækker etiopisk menu fra den populære Ma’ed Ethiopian Restaurant i Griffenfeldsgade til 149 kr. pr. kuvert. Køb madbilletten her
Kølsters Tolv Haner kommer med øl og lemonade. Arrangementet er et samarbejde mellem TagTomat og BuggingDenmark
Facebook-event: Høstfest hos TagTomat

TagTomat inviterer også til en faglig eftermiddag fra 13:00-15:00 for de erfarne byhavefolk, organisationer, politikere m.fl. Se mere her 

// Lørdag 19. august //

Linjens Byhave i ContainerByen på Ørnevej
Lørdag skal du tage forbi den spændende containerby ”Linjen”. Fra kl. 15 er der åben have og hjemmelavet pizza på egen stenovn og bar i det fri.
Facebook-event for Pizza og bar i containerbyen

Bioteket bag Osramhuset på Valhalsgade
13:00 – 15:30 Foodsharing Copenhagen sætter fokus på madspild ved at uddele og fortælle om overskudsmad.
15:30-16:00 Workshop om fermentering ved Trashy Bitches.
16:00-18:00 Byhavesymposium og dejlig naturvin under temaet ”Dyrkning i byen – grøn vækst fra bunden”. Kom og hør en inspirerende samtale mellem forskellige lokale grønne ildsjæle om dyrkning og hvad det kan i byen.
18:00 – ? Festlig stemning med Foodsharing og disco soup. Hele dagen er der god musik og åbent i Biotekets Bar.
Facebook-event for Fermentering med Trashy Bitches
Facebook-event for Disco Soup med Foodsharing CPH

// Søndag 20. august //

Taghaven DYRK Nørrebro på taget af Blågårds Skole
12:00-16:00 DYRK åbner op for deres flotte taghave med kaffe, te, lemonade og kager i den hyggelige tagcafe med bydelens bedste udsigt. Lav din egen miljøvenlige mulepose med kartoffeltryk eller mal sten om til dyr eller planter. Du kan også lave en fuglekasse til byens fugle, lave farver af bivoks eller lære mere om, hvordan du får din egen krydderurtehave til at gro i byen. Alle der deltager får en lille gave med hjem til at starte deres egen urtehave.
Facebook-event for Byhavefestival hos DYRK Nørrebro

Titanparkens Nyttehave
12:00-14:00 Titanparkens nyttehave holder åben have med myntete lavet af havens lækre marokkanske mynte og dejlige smagsprøver fra den store vide verden.

Lersøegrøftens Integrationsbyhaver
13:00-15:00 Havevandring og open air talk: Gør byhaver en forskel? Lersøgrøftens Integrationsbyhaver har inviteret to forskere til en snak om haver og dyrkingens sociale potentiale i byen. Linda Lapina fra RUC og Byhaveforsker Søren Christensen fra UCSJ har hver for sig undersøgt byhavers lokale potentiale med udgangspunkt i Integrationsbyhaverne. Begge talks varer 15-20 min. med mulighed for spørgsmål og samtale efterfølgende. Havevandringen bliver holdt af den tidligere formand Erik Rosenberg, der vil fortælle om havernes liv, historie og udfordringer. Ditte Brøgger er moderator. Læs hendes artikel om byhaver.
Facebook-event for Havevandring og open air talk

Rundvisning på Assistens Kirkegård
14:00 Rundvisning på Assistens Kirkegård ved Kulturcentret Assistens med fokus på bynatur: ”Den Fortællende Have – En Vandring i Bynaturen”. Siden kirkegården blev anlagt i 1760, har gartnere og andre præget stedets udvikling og beplantet det gennem generationer med træer og buske fra fjerne lande. Der sættes fokus på kirkegårdens flora og fauna og inviteres til en særlig temaomvisning i naturens tegn. Kom og oplev den levende bynatur. Hvad er egentlig bynatur? Er vi ikke altid i naturen? Også hjemme i sofaen? Og dét der økologi – er det ikke bare en teori opfundet i 70erne over en skål brune ris? Omviser: Kulturgeograf Christoffer Jørgensen. Pris: 50 kr. Ingen tilmelding nødvendig. Bare duk op ved Kulturcentret Assistens.
Facebook-event for Den fortællende have – en vandring i bynaturen

Byhaven 2200 i Nørrebroparken
12:00 Åben have i byhaven med folk, der vil fortælle om den spændende byhave, der ligger midt i Nørrebroparken. Kl. 16:00 kan man lave sin egen pizza i haven stenovn med krydderurter fra byhaven.

Under hele festivalen:

Miljøpunkt Nørrebro
København går et stort skridt fremad i bæredygtighed når kommunen i løbet efteråret indfører organisk affaldssortering i hele byen. På Nørrebro sker det allerede i slutningen af august. Miljøpunkt Nørrebro står til rådighed for spørgsmål omkring for den nye ordning på hele Byhavefestivalen.
Du kan møde Miljøpunkt Nørrebro:

  • Torsdag i Verdenshaven 13:00 til 15:00 og Fælleshaven ved Stengadepavillonen 15.00 til 17.00.
  • Fredag til Tagtomats Høstfest 15:00 til 18:00
  • Søndag i Titansparkens Nyttehave 12.00 til 14.00

Intugreen – Interaktive naturoplevelser
Download og brug appen ”intugreen” og gå på opdagelse i de nye, interaktive oplevelsesuniverser.
Oplev naturen og dyrene på den bemandede legeplads i Byoasen med sjove aktiviteter. Tag på en farlig mission på den bemandede legeplads i Nørrebroparken, og se totemdyrene ved Verdenshaven komme til live på en sjov og lærerig måde.

 

Byhavefestivalen er arrangeret af Nørrebro Lokaludvalg og Nørrebros byhaver. Vi glæder os til at se jer alle sammen ♥